mandag den 27. februar 2012

Until Monday morning feels another life

Overskriften er en linje fra Coldplays "Every teardrop is a waterfall", utrolig smuk sang i øvrigt, men synes bare den linje passer perfekt til mine følelser lige nu.

ADVARSEL! LANGT INDLÆG!

Jeg var jo på teaterfestival fra fredag til søndag, og jeg må sige, det er det fedeste jeg endnu har prøvet! Bare det at kunne slå sig løs, være 110% sig selv, for en gangs skyld være unormal på den normale måde. Alle var ens. Alle var ligesom dig, ligeså unormale, så her følte du dig helt normal. Alle var teaternørder, tossede med det samme som dig. Vi var én stor flok af sære, dejlige, halv barnlige, hæmningsløse mennesker.

Mit hold spillede som de allerførste om fredag eftermiddag/aften (vi spillede 17.15), og det gik supergodt! Senere fredag aften fik vi os nogle nye venner. Et hold fra Fredericia. Underligt hvordan man kan komme til at holde så meget af folk så hurtigt! Men hvor var de også bare søde, og ligeså tossede som os selv! Endelig nogle på vores egen alder, som var vilde med det samme som os, gik op i det samme og var ligeså sære og mærkelige som os. Hvis vi havde været helt normale mennesker, som ikke gik til teater, men som måske gik til håndbold, ville vi om aftenen og i pauserne have sat os i et hjørne og snakket, måske om håndbold måske ikke. I stedet for bare at sidde og snakke, gav vi os til at lege forskellige teaterlege, og lærte flere ting om de lege vi legede af hinanden, og på den måde kom vi tættere på hinanden end hvis vi havde siddet og snakket om EM i herrehåndbold. Søndagen kom og klokken blev efterhånden 17, og vi skulle hjem, desværre. Vi savnede vores nye venner allerede da vi gik ud af døren.

Allerede på vej hjem i bilen begyndte jeg at savne det hele. Menneskerne, aftnerne, pauserne, workshops'ene, forestillingerne, maden, rutinen man var kommet ind i, gå turene, insider jokes'ene, smilene, latteren, de små fine diskussioner om hvis regler vi skulle lege med, barnligheden som var helt lovlig her, følelsen af at høre til, følelsen af at være unormal på den normale måde, følelsen af at kunne være sig selv, det at blive accepteret, også selvom man var til for at irritere de andre, på den søde og sjove måde selvfølgelig, følelsen af at være hjemme. Det var som om vi allesammen var én stor familie, som om man var hjemme når man der. Jeg savner dem!

Mandag morgen. Det føltes som at stå op til et helt andet, meget mere gråt og trist liv. Jeg var træt, så træt, at jeg var i halv dårligt humør det meste af dagen... Lille undskyldning til klassen, det fortsætter nok de næste par dage. Fremlagde også tysk idag, for 7 personer, da vi kun var 8 i skole, fordi de fleste er i brobygning, men det gik godt. Nå, må vist til at runde af, ses swaggers!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

I LOVE COMMENTS