Det føles som om der mangler noget

Det har virkelig føltes underligt her de sidste 2 morgener. Jeg er ikke vågnet op med ca. 43 andre, listet ud på det store seje toilet, lagt make-up, taget tøj på osv. med 13 andre (det kunne vi i hvert fald sagtens være derude), gået ud i den opfriskende kølighed, der er om morgenen, i bare tæer, gået ned til et veldækket morgenbord, spist, snakket lidt om hvem der har snorket sjovt i nat, hvem der har talt i søvne og om hvordan vi har sovet og hvor meget gulvet knirker inde i sovesalen. Jeg har ikke lavet morgenopvarmning, med massage-kæde, afslapning og "kyllingelår-sangen", har ikke hørt på en eller anden blind, australsk sanger mens jeg gjorde det. Jeg har ikke siddet på podierne og fået informationer, jeg har ikke gået ud i min skønne skønne KALIMA-familie (Familien Green Light) og der er så meget andet jeg heller ikke har gjort. Det er som om, at den dagsrutine jeg har fået på KALIMA er en jeg har haft hele mit liv, og nu skal jeg begynde på en ny en. Jeg savner virkelig KALIMA helt utroligt meget. Man får et kæmpe kick af at være der, som vores lærer siger vi bliver høje på teater, ikke på stoffer, og lige nu føler jeg tomhed indeni fordi de kick næsten er væk. Det var jo mit første år på det store hold, hvor man sover der, ellers har jeg været 2 år på det lille hold, som er en uge før det store hold, og der møder du bare hver dag kl. 9 og tager hjem igen kl. 15. På det store hold bliver man virkelig tætte med mennesker på en helt ny måde, du laver alt sammen med dem, du stoler på dem, de stoler på dig, det er nødvendigt at vise tillid når man skal lave teater, for det er der du er allermest sårbar og skrøbelig. Du får nye venner, venner som måske forstår dig lidt bedre end de venner du ikke har fået igennem teater, og venner du vil have for livet, venner du deler mange store og sjove øjeblikke og oplevelser med, efter min mening er teater den bedste måde at få venner på. Mange af de mennesker jeg har været sammen med på KALIMA har jeg aldrig mødt før eller snakket med, efter bare 2 dage føles det som om du har kendt dem hele livet, som om du kender dem bedre end dem du har gået i klasse med altid. Jeg er meget taknemlig overfor KALIMA og Kastali'a, de har været med til at gøre mig til den jeg er idag, gjort at jeg tør stille mig op foran andre, det hjælper virkelig når man skal fremlægge et projekt i skolen, gjort at jeg er blevet mere udadvendt, og at jeg har fundet min rigtige jeg, mit meget underlige jeg, og de har lært mig, at det er okay at jeg er som jeg er, og at jeg er så pisse underlig. 

Tak KALIMA og Kastali'a